|
GISSELFELD-STRIDEN Bestyrelsesformands
udtalelser er uden hold i virkeligheden af Jesper Petersen Bestyrelsesformand
Anker Laden-Andersen udtalelser i tirsdags
møder kun hovedrysten i den suspenderede overdirektørs lejr. Gisselfelds sagsøgte
bestyrelsesformand blev bl.a. i DR P4 Sjælland citeret for at sige, at han ”ikke har hørt fra
advokat Christian Harlang og grev Erik Danneskiold-Samsøe i over fire
år omkring noget som helst, der kunne give anledning til et nyt søgsmål”
Bestyrelsesformanden
betegnede stævningen særlig uforståelig, hvis ”formålet er at
give magten tilbage til Eriks familie, for det har vi allerede tilbudt
ham.” Ifølge Ritzau og
P4 Sjælland sagde Gisselfelds bestyrelsesformand videre: ”Vi har tilbudt
ham (greven. Red.) fri bolig, over fire millioner kroner for at løse
det her problem, så han er gældfri. Vi har tilbudt ham løn og pension
som en højesteretsdommer. Og desuden har vi tilbudt at ansætte en
mediekonsulent, så han ville komme til at fremstå som vinder af sagen,
fordi vi ikke ønsker, at hans person skal belastes yderligere” Hertil siger Erik
Danneskiold-Samsøe: ”Hvis bestyrelsen
virkelig ikke ønskede at belaste mig yderligere, hvorfor er man så for
eksempel ikke ophørt med at krænket mit privatliv.? Siden den seneste
ulovlige bestyrelse kom til for 5½ år siden, har jeg i perioder
dagligt måttet ringe eller skrive til godskontoret og den ugyldige
bestyrelsesformand på grund af talrige krænkelser. Men den utroværdige
advokat har end ikke villet forholde sig til mine appeller om f.eks. at
blive skånet mod skarpt projektørlys natten igennem på familiens
soveværelsesvinduer.” ”Alene sidste år
sendte jeg snesevis af breve, som Anker Laden-Andersen og Civilstyrelsen
arrogant afviste at forholde sig til eller på anden vis ignorerede.” I marts 2006
offentliggjorde hjemmesiden www.Gisselfeld.com en
grundig artikel om den voldsomme konflikt imellem den suspenderede
overdirektør og den nuværende godsledelse. Dengang sagde EDS: ”Min position her
på slottet er ulidelig. Mine menneskelige og juridiske rettigheder krænkes.
Jeg chikaneres lige uden for mine vinduer. Det er urimeligt og ulovligt.
Bestyrelsen tilta’r sig rettigheder den juridisk ikke har
grundlag for, blandt andet fordi der verserer en sag ved domstolene”. Talsmand for
Gisselfelds Venner, Lars Maach beskrev
konfliktens giftighed endnu tydeligere: ”Den behandling
bestyrelsen og godskontor i de sidste to år har udsat Grev Erik for har
karakter af grov personlig mobning og chikane. Man kan ikke undlade at tænke
den tanke, at man har haft det skjulte motiv at knække sin besværlig
modpart psykisk ved hjælp af de anvendte metoder, så Grev Erik har måttet
opgive sin retssag og ledelsesstriden ad den vej kunne lukkes. At blive
behandlet i sit private hjem på denne måde er et helt urimeligt pres.
Forestil dig for eksempel t have projektørlys på dit soveværelse,
nysgerrige turister, der trykker næser op ad dine køkkenvinduer, udklædte
vikinge- og teambuilding-kursister, nogle gange fire dage om ugen. At få
inddraget dine garager samt fjernet familiens opmagasinerede ting her.
At få okkuperet din private have til afvikling af to rockkoncerter for
8.000 øldrikkende
tilskuere. Udsigt til nye naboer lige op og ned ad dit hjem, idet
godsledelsen forsøger at udleje dele af slottet som en eksklusiv – og
dyr – firmaadresse. Alt sammen mod din vilje. Samtidig bliver du nægtet
presserende reparationer i dit hjem, er frataget over halvdelen af din løn,
samt din bil og bebrejdes desuden at du er samarbejdsvillig og ikke tænker
på Gisselfelds ve og vel. Oveni skal du finde ressourcer og penge til
at føre din retssag, eller rettere, Gisselfelds retssag ved Højesteret.
Det er et umenneskeligt pres.” Om tirsdages
udtalelse fra Anker Laden-Andersen siger Erik Danneskiold Samsøe
endvidere: ”Det eneste den
ulovlige og ugyldige bestyrelse er kommet med er et forslag om at jeg
pro forma genindtrådte som overdirektør i et år, hvorefter jeg
frivilligt skulle trække mig fra min arveretlige stilling og forlade
mit hjem på slottet. Den stilling man tilbød mig var uden beføjelser,
og jeg var fritaget for at deltage i bestyrelsesmøder. At jeg skulle få
løn og pension som en højesteretsdommer er endnu en meget lemfældig
omgang med sandheden fra Laden-Andersens side. Hvad jeg i sin tid reelt
blev tilbudt var fire millioner kr., hvilket er mindre end det jeg har
til gode i form løn som ulovligt er blevet tilbageholdt siden 1999.
Bestyrelsen tilbød også at købe mig en brugt bil til maksimum 50.000
kr. til mig. Når det ene år så var gået med mig som pro forma
overdirektør, skulle bilen vurderes, hvorefter jeg ville få tilbudt at
overtage bilen for den vurderede sum, som det blev formuleret i det
skriftlige tilbud. Men Laden-Andersens rosenrøde beskrivelse fra
forleden har intet med virkeligheden at gøre.” ”Og ud over at
Laden-Andersen med sine usande udtalelser viser at han alene af den
grund er uværdig til at sidde som bestyrelsesformsand på Gisselfeld, så
afslører han samtidig, at han fortsat ikke forstår hvad denne sag
handler om, nemlig Gisselfelds gamle testamente, som jeg som overdirektør
er nødt til at respektere,. Det er kort og godt min pligt, også selvom
to ulovlige og ugyldige bestyrelser og ulovligt forvaltende
fondsmyndigheder sammen med Elisabeth Lassen i årevis har brudt loven
og forsøgt at undergrave Gisselfelds fundats.” ”Jeg er i den
forbindelse meget glad for at vi i den sag, der blev anlagt i tirsdag
sikrer, at den sande baggrund om Lassen-familiens
konspirationer mod min familie nu kan dokumenteres. Højesteret får så
mulighed for at vurdere sagen i det fulde omfang, i stedet for den sag,
der skulle ha’ været behandlet i næste måned, som nu bortfalder”,
lyder det fra den Erik Danneskiold-Samsøe, der tilføjer at advokat
Anker Laden-Andersen i P4 Sjælland også fejlagtigt siger at han skulle
være afsat. ”Jeg er suspenderet, og det er noget helt andet”,
fastslår Gisselfeldgreven. Hjemmesiden www.Gisselfeld.com
har præsenteret Anker Laden-Andersen for de udtalelser han er citeret
for at DR P4 Sjælland, men den nordjyske advokat, som tog plads i
Gisselfelds varme bestyrelsesstol den 11. februar 2002, ønsker ikke at
kommentere kritikken. Se i øvrigt den 17
sider lange artikel ”Gisselfeld-strid mere fastlåst en nogensinde”
på hjemmesiden her.
(23. august 2007)
|