GISSELFELD-STRIDEN
|
Pressemeddelelse,
den 6. marts 2005: Det er nu så godt som sikkert, at
Gisselfeld-striden bliver afgjort i Højesteret. Alle forsøg på at nå
et forlig og undgå højesteretssagen anses for at have lidt endeligt
skibbrud. Siden Hillingsø/Koed-bestyrelsen blev tvunget
til at forlade Gisselfeld for tre år siden på grund af grov psykisk
terror mod medarbejderne (se separat artikel om dette), har en ny
bestyrelse og Gisselfelds suspenderede 10. overdirektør ad flere
omgange forhandlet en forligsløsning om ledelsesforholdene, samt
Gisselfelds over 300 år gamle fundats. Senest i efteråret forligsforhandlede de to
parter. Bestyrelsen tilbød ved den lejlighed at betale
grev Erik Danneskiold-Samsøe fire millioner. Skattefrit, som det hed.
Plus en aflønning på 600.000 kr. for 2005. Greven ville ydermere i et
år få titel af overdirektør, men kun af navn, ikke af gavn. Desuden
ville bestyrelsen betale ”overdirektøren” en brugt firmabil til
50.000 kr. ”Når jeg så forlod slottet med udgangen af
2005 ville jeg kunne overtage bilen til den pris den til den tid blev
vurderet til”, hed det i forligstilbuddet, fortæller Gisselfeldgreven. Men forliget blev ikke til noget, først og
fremmest fordi heller ikke det seneste udspil ifølge Grev Erik bringer
ledelsesforholdene i overensstemmelse med Gisselfelds meget specielle
testamente fra 1701, 1702 og 1725. Samt tillægsfundatsen fra 1993. I november forlod advokat Chr. Harlang sagen i
protest mod de urimelige økonomiske vilkår som Erik Danneskiold-Samsøe
og han selv bydes i denne juridisk specielle strid, som om fem uger -
den 16. april - har verseret 7 år ved domstolene. Erik Danneskiold-Samsøe er blevet pålagt at
betale sammenlagt knapt 400.000 kr. i retsgebyrer, penge som han på et
hængende hår – og mod alle ods – har været i stand til at
fremskaffe. Og i modsætning til bestyrelsens advokater har
Chr. Harlang i over 6 år måttet føre sagen mod forventet
efterbevillig, idet godskassen er lukket for Harlang. Samtidig har
bestyrelsen siden 1. juni 1999 inddraget halvdelen af hans løn, hvorved
han har været afskåret fra selv at betale dele af advokathonoraret til
Harlang. Indenrigsministeriet har i flere omgange nægtet
Grev Erik fri proces. Det seneste afslag behandles i øjeblikket af
Folketingets Ombudsmand. Oprindeligt skulle sagen have været
domsforhandlet i Højesteret den 26., 27. og 28. januar i år, men Chr.
Harlangs exit betød en udsættelse af sagen. Om to dage, tirsdag den 8. marts kl.10.15, møder
Grev Erik i Højesteret for at aftale hvornår den udsatte højesteretssag
skal domsforhandles. Sagen forventes tidligst at komme for til efteråret,
måske endda først til næste år, 2006. Den dramatiske og betændte
ledelsesstrid vil til den tid have verseret i 8 år ved domstolene. Klik inde på hjemmesiden www.Gisselfeld.com
i de kommende uger, hvor hidtil ukendte sider af den helt fastlåste
ledelsesstrid på Gisselfeld vil blive eksponeret. Læs her og nu sidste nyt på hjemmesiden:
Gisselfeld-hjemmesidens
redaktion den
6. marts 2005 www.gisselfeld.com
|