GISSELFELD-STRIDEN
Naturfredere støtter naturødelæggelse
Totatdestruktion af enestående naturskov indbefatter
udryddelsen af rødlistede arter
af Jesper Petersen
|
Til
manges forundring støtter Danmarks Naturfredningsforening planen om at
fælde Porsmosens gamle naturskov, der ifølge amtets oplysninger vil
starte i begyndelsen af næste måned - netop som hundredevis af fugle
og dyr har æg eller unger i skoven. Efter
en besigtigelse i vinter sammen med agronom Børge Jensen sagde de
lokale DN-repræsentanter efterfølgende ja til den kontroversielle skovødelæggelse. De
involverede DN-repræsentanter argumenterer, at skoven alligevel vil
blive ødelagt, når vandstanden hæves i området, derfor kan man lige
så godt fælde den først som sidst. Men
DNs mand på sagen på hovedkontoret i København, biolog Bo Håkansson,
vedgår at det hører til sjældenhederne at naturfredningsforeningen støtter
totalødelæggelsen af en flere hundrede år gammel naturskov, som
foreningens tidligere præsident endda har beskrevet som "måske
endda egentlig urskov." "Vi
gør det da heller ikke med begejstring", siger Bo Håkansson:
"Men, ja, det er rigtigt, når amtet siger, at vi er bekendt med at
skovfjernelsen er en del af Gødstrup Sø-projektet, og at vi accepterer
dette. Det er dog som sagt ikke ensbetydende med at vi accepterer det
med begejstring." Håkansson
siger endvidere: "Jeg,
og to repræsentanter fra den lokale mosegruppe, har snakket en del
sammen om sagen. Mosegruppens vurdering er, at det ikke er naturskov i
skovlovens forstand. Vi mener, at det er et område, der er groet til,
og som desuden er relativt vandlidende. Det er ikke naturskovsnaturskov,
hvis man kan sige det sådan." Hvad
mener du med det; naturværdierne er jo veldokumenterede? "Jo,
jeg forstår godt, at det er et område, der ikke er uinteressant. Men
området vil sandsynligvis blive så vandlidende, når Gødstrup Sø
bliver etableret, at birketræerne formentlig vil gå ud." Hvad
med de ting, der går tabt: Der er f.eks. lavet en lavundersøgelse i
skoven for 13 år siden, en undersøgelse, der afslørede flere nye
arter for Sjælland og Sydsjælland - en endda en rødlisteart. Også rødlistede
fugle er konstateret ynglende i skoven. Hvad siger du til at DN er med
til at udrydde arter, der ikke er konstateret andre steder på Sjælland?
Er det ikke imod DNs politik? "Jo,
det er det da, det har du da ret i. Det du siger, er så også nyt for
mig. Men i naturgenopretningsprojekter er det jo ofte sådan, at den ene
handling fører til noget, der ikke er optimalt, eller direkte uhensigtmæssigt
og utilsigtet, i forhold til andre interesser. Har
du læst PFMs rapport om skoven fra 1997? "Ja,
og så vidt jeg husker, siger PFM da også, at det er et
naturskovslignende område og ikke egentlig naturskov." Peter
Friis Møller anbefaler at DN tager skridt til at få skoven permanent
beskyttet. Skoven er ekstremt sjælden og biologisk værdifuld, lyder
hans konklusion. Nogle af de træer han har set i skoven, har han aldrig
før set så store og talrigt i Danmark. Hvad siger du til det? "Jeg
siger, at jeg har som sagt talt grundigt med Rune Larsen og Thorbjørn
Stoltze om det. Og at det jo ikke er enestående, at i forbindelse med
at man skaber eller genopretter een naturtype, så er der en anden der går
tabt. Der er jo ikke nogen der er interesseret i at dette område skal
forsvinde, men der er ikke noget at gøre ved det." Andre
er jo ikke enige. De siger at man fint kan lade Gødstrup Sø genopstå
uden at fælde skoven. Fældningen sker blot for at øge Gisselfelds
erstatningssum for frivilligt at lægge jord til VMP2-projektet? "Det
er ikke min opfattelse." Der
er grund til at tro at skoven kan føres flere hundrede år tilbage,
hvormed skoven er noget af det mest bevaringsværdige natur vi har i
Danmark. Hvis det er rigtigt, er det så ikke helt forkert det DN gør? "Du
bliver ved med at afkræve mig et svar for om det er rigtigt eller
forkert det vi gør. Jeg kan næsten kun gentage hvad jeg har sagt: Det
er vores, og lokalkomiteens, vurdering, at når man hælder så meget
vand på, som jeg har forstået man gør, så vil området formentlig
blive så vandlidende, at birkeområdet vil - om ikke gå til grunde - så
i hvert fald blive radikalt forandret i længere perioder. Derfor har vi
erkendt, at det er en del af prisen for at Gødstrup Sø kan blive
genoprettet." "Jo,
men hvad vil du ha vi skal gøre? Det er jo ikke os, der har truffet en
beslutning om at der skal finansieres et VMP2-projekt. De aftaler, der
ligger til grund for dette projekt er truffet mellem amtet og lodsejerne
- det er vi ikke herre over. Men når vi bliver spurgt, så svarer vi
selvfølgelig. Og hvis myndighederne vil gennemføre et projektet via de
pågældende pengekasser, så er der jo ikke rigtig noget DN kan gøre
ved det."
|