Moral er godt - dobbeltmoral er dobbelt så godt. Eller: man har en holdning til man tager en ny. Vendingerne er tilsyneladende blevet DNs motto i naturskovssagen fra Porsmose i Sydsjælland.

Naturfredningsforeningens opbakning til Gisselfelds ønsker om at fælde naturskoven i Porsmose er nemlig dybt ulogisk, idet foreningen fra 1993 og flere år frem ihærdigt arbejdede på at få samme stykke skov - som man nu støtter en totalødelæggelsen af - permanent beskyttet.

I begyndelsen af 1990'erne engagerede daværende præsident, David Rehling sig personligt i arbejdet med at få skoven fredet. Rehling skrev 30 november 1993 et brev til overdirektør Erik Danneskiold-Samsøe, hvori han indtrængende appellerede til at samarbejde om at beskytte skoven som Gisselfeld dengang var begyndt at fælde dele af.

"Min bøn til dig er således, om det vil være muligt for dig at mødes med Danmarks Naturfredningsforening, hvor vi ved en besigtigelse på stedet kan drøfte hvilke muligheder, der består for en bevarelse af disse unikke skovarealer. Vi forstår at der nu resterer ca. 30 hektar, der kan karakteriseres som gammel naturskov, for nogle arealers vedkommende måske endda egentlig urskov."

Erik Danneskiold-Samsøe var åben overfor en beskyttelse af skoven. Under en snak om skoven d.9 marts 1993 sagde han: "Jeg er med i Danmarks Naturfredningsforening og jeg er da forstående for at vi skal beskytte vor natur. Og det er ikke noget skov, der har nogen særlig værdi for os."

  Skovbesigtigelse 9 maj 1994

I foråret 1994 fik man et besigtigelsesmøde i stand og den 9 maj besøgtes skoven. Fra DN deltog hovedkontorets skovkyndige, Bo Leth-Espensen. Gisselfeld deltog med daværende godsforvalter Ørnslund, samt nuværende ditto, Jens Risom (dengang kun skovfoged).

Da godt og vel en times naturskøn skovvandring var ovre spurgte Bo Leth-Espensen venligst de to Gisselfeld-repræsentanter: "Hvad siger I, kan vi lave en aftale?"

Jens Risom svarede, at der næppe ville blive fældet overhovedet, men man ville ikke indgå en egentlig aftale.

"I skal måske snakke med greven først?", bemærkede Bo Leth-Espensen.

"Det er ikke det", svarede Ørnslund; "Greven lader os normalt udføre vort arbejde uden indblanding, men vi har blandt andet brug for at snakke sammen."

Længere kom man aldrig en egentlig aftale. Gisselfeld meldte aldrig tilbage til DN. Og de efterfølgende breve fra DN forblev ubesvarede af det store gods.

Bo Leth-Espensen forklarede fiaskoen sådan her: "En veg godsforvalter Ørnslund har ikke kunnet sætte sig igennem overfor Jens Risom."

Den 8 juli skrev DN et opfølgende brev på mødet i skoven d.9 maj. Brevet lyder bl.a.: "Det er som sagt af stor betydning for os, at der ikke foretages indgreb i de skovarealer, som er indtegnet på det vedlagte kort, således at den gennem mange år uforstyrrede udvikling kan fortsætte. Især den dunbirkedominerede skov mod øst er værdifuld (netop den man nu har planlagt at totalødelægge. Red.) Det vil formentlig tage 50 år at opnå tilsvarende skovarealer andre steder."

Afslutningsvis skrev DN: "Såfremt man engang i fremtiden måtte overveje at foretage nye indgreb i disse bevoksninger, vil Danmarks Naturfredningsforening være taknemmelig for at blive kontaktet med henblik på en fornyet drøftelse.

  Omfattende beskyttelsesarbejde

Også Regnskovsgruppen Nepenthes, Skov- og Naturstyrelsen samt Falster Statsskovdistrikt arbejdede i 1990'erne på at redde den nu ødelæggelsestruede naturskov i Porsmose. Nepenthes gjorde i maj 1993 Skov- og Naturstyrelsen opmærksom på Porsmosens unikke naturskovsværdier og opfordrede styrelsen til at sikre skoven mod ødelæggelse.

Falster Statsskovdistrikt udarbejde efterfølgende en rapport om skoven på Skov- og Naturstyrelsens ønske. Forstfuldmægtig, Gunnar Friis Proschowsky, konkluderede i sin rapport:

"Arealet ikke synes at være akut truet. En fredningssag er efter Falster Statsskovdistrikt ikke anbefalelsesværdig i øjeblikket. Distriktet har aftalt med Gisselfeld Kloster ved skovrider Ørnslund, at vende tilbage omkring en eventuel statsstøtte efter skovlovens plejeordning. Derved vil en del af arealerne formentlig kunne opnå en bedre beskyttelse end hidtil." 

I løbet af 1990'erne arbejde Falster Statsskovdistrikt videre med dels at finde ud af om området var omfattet af fredsskovpligt, dels få skoven permanent beskyttet.

Statsskovrider Falster Statsskovdistrikt, Klaus Jespersen, fortæller:

"Situationen er den, at der ikke er fredsskovspligt på arealet. Vi har derfor - i modsætning til andre skove - ikke et juridisk grundlag for at kræve, at ejerne forvalter skoven som et fredsskovområde, derfor kan skoven uden videre fældes."

Til og med 1997 arbejde statsskovdistriktet på at få en frivillig beskyttelsesaftale via skovloven med Gisselfeld. Klaus Jespersen fortæller:

"Vi er gået to veje; dels har vi forsøgt at få området omfattet af fredsskovspligt. Men det er ikke lykkedes at gi' skoven status af permanent skov - juridisk set - og sikre den på den måde. Derefter har vi forsøgt at få en frivillig aftale i stand med Gisselfeld gods. Det er forsøgt i 1996 og 97, men ejeren meldte i 1997 tilbage, at man ikke ønskede at indgå en frivillig aftale om urørt skov. For nærværende er vore lovmæssige muligheder for at gøre noget for det stykke skov faktisk udtømte."

Retsløs skov

Skoven er på uheldigste vis faldet igennem den beskyttelse, der ellers sikre alle andre skove mod at blive udslettet. På grund af den - efter danske forhold - ekstremt isolerede placering, har skoven levet gemt og glemt for det omkringliggende, pulserende produktionssamfund.

Dette har været naturskovens redning i og med at den ikke er blevet omdannet til den biologisk ret døde produktionsskov som stort set al anden dansk skov er blevet til i vore moderne dage. Desværre betød skovens isolation også at den aldrig opnåede skovstatus juridisk set. Derved er det i dag juridisk muligt helt at fjerne skoven fra jordens overflade - noget der ellers er meget vanskeligt pga. af den strenge fredsskovlov fra 1805.

  20 maj 2003